Ved lerarbejde bruges hænderne som de primære formgivere. Værktøj indgår først senere i forarbejdningsprocessen. Det bløde ler passer til hændernes styrke og følsomhed. Derfor er ler et primært skulpturmateriale i skolen.
Blødt ler kan dog være for slattent til voksne hænder og langtidslagret ler være for hårdt til børnehænder. Lerets årtusinder gamle forhold til hænder er værd at opholde sig ved i en nutidskultur, hvor fjernsanserne dominerer, og den direkte fysiske kontakt til naturen er blevet teknologiseret.
Til flg. opg. 1-3 er brugt blindmodellering (dvs. at vi former leret med lukkede øjne) med ca. 10 min. til hver øvelse:
- Vi bruger en klump ler, der formes til en kugle, som vi kan gribe om – som en snebold. Lukker øjnene og former et menneske, koncentrationen og sanseligheden ryger ud i hænderne. Efter et stykke tid kan hænderne og især fingerspidserne føles helt elektriske. Fingrene føler sig frem i formgivningen og i løbet af de tre blindmodelleringsøvelser bliver fingrenes bevægelser hurtigere og hurtigere og danser over leret. De fleste former menneskefiguren ved at trække lemmer og hoved ud af klumpen, men der også nogle, der former delelementerne hver for sig, for til sidst at sætte dem sammen.
- Vi klemmer figuren sammen til en klump igen og blindmodellerer et hoved. Nu formes der udelukkende med klem og tryk og hænderne lukker sig om leret i grund-modellering af hovedformen. Øjne, mund og ører bliver tit til huller og næsen stikkes flot og langt frem. Alt i alt får vi en hovedform, der er langt fra "tegning på ler". Blindmodellering har altså nogle skulpturelle kvaliteter, der er værd at holde fast i.
- Vi prøver nu at bruge blindmodellering som "iagttagelse" af vores tommelfinger – normalt venstre hånds. Med en lille klump ler føler vi os systematisk frem fra befamling af finger til lerfingeren – hvor er den flad og rund, og hvor er der bløde hudfolder i kontrast til neglens hårde glatte form? Det er forbløffende, hvor langt man kan komme på den måde. Det er en koncentreret oplevelse, der åbner for formmæssige og sanselige kvaliteter i skulpturarbejdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar