Metoder til arbejde med billedsamtale i samtidskunst

BETYDNINNGSANALYSE (SEMIOTIK)

Semiotik er videnskaben om tegnprocesser i kultur og natur. Semiologi betyder læren om tegn. Ordet kommer fra græsk 'semeion', der betyder tegn. Tegn formidler informationer i tid og rum. Uden tegn ville kognition (erkendelse), kommunikation, forståelse og tolkning af kulturelle betydninger ikke være mulig.
Overvejelserne over tegn og tegnprocesser i videnskabelig sammenhæng er ikke nye. Den første, der definerede ordet tegn, var filosoffen Augustin (354-430 e.Kr.), der skrev, et tegn er noget, mennesket sanser. Tegnet peger samtidig ud over sig selv, taler til intellekt og følelser. Umberto Eco (*1931) har den opfattelse, at selv om der hypotetisk set er ubegrænsede fortolkningsmuligheder, er fortolkeren af værket bundet af den sociale og kulturelle kontekst. Han og andre, f.eks. Julia Kristeva (*1941) nævner, at tegn både bærer direkte betydning (denotation) og indirekte betydning (konnotation). Herved forstås en betydning, der først afdækkes, når fortolkeren indgående beskæftiger sig med et værk. Afdækningen af værkets betydning afhænger på den måde ikke kun af den kollektive sociale og kulturelle kontekst men også af fortolkerens viden.

De spørgsmål, der ud fra en betydningsanalytisk model kan stilles til et kunstværk, kan være: 

1. Hvad er det der først bemærkes af den, der ser på værket? Er nogle elementer større end andre, er det farveholdningen, eller - hvis det er skulptur - er der nogle elementer, der træder tydeligere frem end andre?
2. Hvilke denotative (direkte) aspekter rummer værket?
3. Hvilke konnotative (indirekte) aspekter rummer værket?
4. Hvilke koder er nødvendige for at tolke værket / individuelle el. kollektive sammenhænge?
5. Hvilken type intertekstualitet er på spil i værket? (er der referance til et andet værk?)
6. Hvordan producerer materialer og teknik betydning i værket?
7. Hvem henvender værket sig til og hvordan sker det?
8. Hvad er budskabet?

Denne metode kan lige som mange andre (se også de 10 metoder, benævnt nøddeknækkere til samtidskunst, beskrevet i et inspirationsmateriale til folkeskolelærere), bruges med henblik på at give børn og unge en positiv oplevelse af samtidskunstens værkudtryk og give dem nogle redskaber til at kunne ralatere sig til værkerne, dvs. drage relevante paralleller til deres egen og virkelighedens verden.
Arbejdet med samtidskunstens udtryksformer kan således blive et mødested for selvrefleksion, opmærksomhed og gode aha-oplevelser. Mødet med kunsten kan give en forståelse for, at der er mange måder at kommunikere, diskutere og argumentere på! Med andre ord; få "rykket" på forestillingen om, hvad kunst er, og hvad det kan bruges til i en nutidig social og politisk virkelighed, hvor der ofte arbejdes med alt andet end traditionel kunst.

Opgave 1:

De 2 viste værker analyseres vha. semiotisk (tegn) – en ikke regelbundet analysemetode til værket.

Metoden tager udgangspunkt i, at man går i dialog med værket, hvilket betyder, at man ikke går den lige vej fra beskrivelse, over tolkning til sammenfatning. Her er det vigtigt at blive klar over, hvad man ser, og hvorfor man ser det. Der er ingen facit på kunstværket!

Jake og Dino Chapman: Kylie, samt Tim Noble og Sue Webster: De nye barbarer, begge fra 1997

Først fokuseres på det denotative niveau, hvor denotativ står for: normal-, central-, grund- eller direkte betydning.

Der fokusere på enkeltdele i værket,  med spørgsmål til værket (sætningsmetoden):  

• Fortæl mig………
• Jeg vil have at ………
• Du er…………

Her kunne man til det første værk med Kylie svare:

·   Fortæl mig, hvorfor har du 8 hoveder med samme ansigt, 4 arme og kun 2 ben?

·   Jeg vil have, at du tager skoene af, de falder helt udenfor

·   Du er en siamesisk 8.ling, eller genmanipuleret vandskabning!

Og til de nye barbarer svare:

·   Fortæl mig jeres historie, hvor kommer I fra og hvor skal I hen?

·   Jeg vil have, at I går tilbage, til der hvor I hører til!

·   I er grimme og utiltalende.

Dernæst på det konnotative niveau, hvor konnotativ står for: med-, særlig- eller indirekte betydning (sagt uden ord).

Gå på jagt efter værkets betydning, budskab(er), temaer, igen vha. spørgsmål til værket:

• Hvilke symbolske merbetydninger ses i værket, når udgangspunktet er egne associationer i forhold til det sete?
• Hvorfor kommer du til at tænke på netop dette? Eller hvorfor kommer du til at tænke på netop denne måde?

• Hvorfra kommer de tegn, som du ser?

Her vil jeg under et anskue værkerne, idet der i mine øjne er tale om samme tema: Manipuleret menneskekrop, med de sanse-, følelsesmæssige og etiske spg. vi som beskuer får, ved at betragte værkerne.

Man væmmes og kommer uvilkårligt til at tænke på genmanipulation og dennes betydning for menneskeheden. Jeg tror det er kunstnernes mening, at vi skal føle afsky og spørge os selv: hvor kommer vi fra og hvor skal vi hen…? Er det godt eller skidt? Og hvordan bremser vi evt. udviklingen?

Jeg kommer til at tænke sådan, fordi det jo ikke just er normalt med: 8 ens hoveder på hver sin side af kroppen, arme hvor hovedet skulle sidde og heller ikke de 2 neonataler, i kvinde og mandeudgave uden behåring og ens ansigter. Et tegn til nutiden, er de nutidige sportssko på lille-pigens fødder, der fortæller mig, at der her er tale om et værk, som hører tiden til og indirekte siger os, at det nok blot er et spg. om tid, før vi måske møder en sådan vandskabning af en pige. Barbarerne giver mig, som beskuer, et grimt/uhyggeligt æstetiks (sanselig/billedlig) indtryk, med et åbent spg. til etikken bag deres tilblivelse!? For hvorfor netop titlen: De nye barbarer?, hvor barbarer jo står for ukultiveret, underbegavet og slavebunden. Er de blevet udnyttet? Er det derfor de er kronragede og i øvrigt ubehårede og har ladet deres kroppe manipulere i forsknings øjemed? 

Man kommer også uvilkårligt til at tænke på sammenhængen til vores hverdag, hvor flere og flere lader sig manipulere med kosmetiske operationer m.m. Så det overordnede formål fra kunstnerne må være: at genforskning/udvikling sættes til diskussion/revision med alle dets etiske overvejelser/problemstillinger.  

Opgave 2.

Hvad er det perfekte liv?

Prøv individuelt at skrive nøgleord/sætninger/stille spørgsmål, der knytter sig til værket. Hvad kommer du til at tænke på, når du ser dette billede? Hvad, hvordan og hvorfor?
Gå evt. sammen i grupper, hvor en af gruppernes pers. repræsentere kunstneren for værket. Øvrige stiller spørgsmål til værket, hvor ”kunstneren” forsøger at give svar på spørgsmålene på værkets vegne. 

Se flere billeder af kunstneren: http://www.lisarosenmeier.info/artofheart/ThePerfectMoreDK.html

The perfect Life nr. 991, som er en´ af en serie på 12 fotografier, der i 1992 blev blæst op på store reklamebillboards (store reklametavler) på Århus og Københavns Hovedbanegård. Da disse billboards dukkede op, skabte de en del forvirring. Fotografierne brugte reklamesprog, men var uden afsender og ikke mindst et egentlig salgsprodukt. Hvad skulle for eksempel viste værk sælge, spegepølser som modetøj? Det blev dog afsløret, at hele serien var et kunstprojekt af Lisa Rosenmeier, der netop ville have os til at overveje, hvad det perfekte liv er, og hvem det er, der skaber den forestilling hos os.
Værket efterligner reklamens æstetik, men udsender samtidig en del dobbelttydige signaler. Eksempelvis er modellens kjole konstrueret af højrøde salamiskiver, spændt ud mellem plastikfilm/folie. Pludselig er den vare, som reklamen skal sælge, ikke så attraktiv længere. Når kød placeres på kød, ophører det med at være appetitlig. Fotografi´et spiller på reklamens banalitet og udfordrer dens entydighed (klar betydning). Hvor vi tror vi ved, hvad vi får, men alligevel ikke får det. Der er tale om både kød og blod med masser af ironi og humor-undertoner, der skaber en forvirring, fordi kunsten her optræder i reklamens forklædning. Hvad gør også at noget er sjovt, og andet ikke er? Måske fordi humor tit indeholder både det komiske og det tragiske. I humor nærmes ofte det absurde over imod parodien, hvor der byttes rundt på tingene, som vi kender dem. En bevidst strategi fra kunstnerens side, fordi reklamen og dens budskab netop kommer bredt ud, i modsætning til kunsten. 
Lisa Rosenmeier (født 1959) er uddannet kunstmaler fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, men har i mange år arbejdet med fotografi og digitale medier. Hun interesserer sig især for forholdet mellem kunstværk og betragter. Lisa Rosenmeier har udstillet på mange museer i ind- og udland, heriblandt Nordic Art Center i Helsinki, Louisiana Museum for Moderne Kunst og Ny Carlsberg Glyptotek.

Opgave 3.

Foto fra performance af fransk performancekunstner Orlan.

I 1990 lægger den franske Orlan sig på operationsbordet i kunstens tjeneste for at ændre sit ansigt. Performancen kalder hun La Réincarnation de sainte Orlan (Sankt Orlans genopstandelse). Værket vakte stor opsigt.

Hvad er dine umiddelbare tanker om dette værk? At det er et foto af en performance (udførelse / optræden / fremførelse), som foregår på en operationsstue, indenfor en bestemt tidsramme, med hende selv som patient og sidst men afgørende tilstedeværelsen af et publikum. Hvor man uvilkårligt spørger sig selv, hvad er hendes hensigt med fotoet?

Hvilke følelser og oplevelser får I ved at se værket? Når man, som beskuer, ser hendes værker med operationer, hvor hun som her; ligger på operationsbordet med blottet bryst og ansigt, som den kittelklædte læge er ved at forandre, iht. til de omkringliggende portrætter af bl.a. Mona-Lisa, Madonna m.fl., alt i medens hun selv ligger med en bog i hånden, som om det er en ganske banal / udramatisk hverdagsproces, er det typisk at reagerer med væmmelse og afsky.

Hvordan forstår I meningen med denne performance? At det netop er hendes hensigt, at få os til at reflektere over det sete / sprænge gængse rammer med sin kunst.

Kan performansen opfattes som et opgør mod normsatte skønhedsidealer? Hendes kunst er ikke entydig, men – tror jeg – mere et ønske om at sætte spg. ved, hvad der er rigtig og forkert? Hvornår er det nok? Og kan man ændre det ydre, uden at ændre identiteten?

Hvad er normsatte skønhedsidealer for jer? Det er de reklamefremstillede ideal personer; der er unge, smukke, sexede og ofte uopnåelige for de fleste, men som også de fleste gerne ville kunne identificere sig selv med. Dermed ikke sagt, at det er det ideelle!

Er det en måde at sprænge rammerne for, hvad det er kunsten kan og skal i samtiden? Hos Orlan ser vi en hyldest til det tilblivende, hvor processen er vigtigere end målet – eller hvor der slet ikke findes noget endemål. Denne tilgang forudsætter, at individet konstant er omstillingsparat og på forkant med fremtiden. Med andre ord; få gjort op med normer og forestillinger samt stille spg. til, hvad der er rigtigt / forkert eller acceptabelt / uacceptabelt i dag og i fremtiden.