Kommentar

Du er meget velkommen til at kommentere i min blog, såvel negativt som positivt :-)

lørdag den 14. april 2012

Samtidskunst - kunstarter og udtryksformer

HVAD ER SAMTIDSKUNST? 

Samtidskunst stiller spørgsmål ved den måde hvorpå vi ser, oplever og agerer i og med verden. Samtidskunst er kunst, der produceres i dag, bredt defineret som kunsten fra 1960 og frem til i dag. Det er imidlertid ikke al kunst, der er produceret de sidste 40- 50 år, der kaldes samtidskunst. I et forsøg på at indkredse samtidskunstens mange facetter kan listes en række karakteristika omhandlende udtryksformer, værkforståelse, forholdet mellem værk og beskuer mm.

Udover de traditionelle kunstneriske udtryksformer som maleri, skulptur og grafik anvender samtidskunstnere en vifte af nye medier:

·      Fotografi: Fotografiet blev opfundet i 1839, men fik først sin store anerkendelse som kunstnerisk udtryksform i 1980erne. Siden er det blevet et af samtidskunstens foretrukne medier.
Eksempel: Tine Harden: Anders Fogh Rasmussen på Marienborg, Malick Sidibé: Les Rois du Pop, Lisa Rosenmeier: The Perfect Life nr. 991

·      Mediekunst: Mediekunst anvendes om udtryksformer, der benytter computer, lyd eller video. I dag er internetkunst en vigtig gren, med bl.a. computermanipulationer.
Eksempler: Jacob Kirkegaard: Aion, Anne Katrine Dolven: Madonna with man – London/Madonna with man – Oslo

·      Videokunst: Videokunstens pionertid var de tidlige 1970ere. Her blev mediet især benyttet til at dokumentere performances 1. Siden har videokunsten udviklet sig til at være et selvstændigt medie, der har fået en stor udbredelse på den internationale kunstscene.
Eksempel: Anne Katrine Dolven: Madonna with man – London/Madonna with man – Oslo

·      Installation: En installation betegner bredt en opstilling af genstande, som beskueren kan bevæge sig rundt i og blive omsluttet af. Installationskunsten fik sin udbredelse i 1970-1980erne ud fra et ønske om at udvikle en udtryksform, der underbyggede kunstnernes fokus på beskuerens møde med værket frem for værket i sig selv. (se værkforståelse).
Eksempler: Mona Hatoum: Sous Tension, Superflex: Biogas i Afrika

·      Socialkunst: Kunst der ligner virkeligheden og agerer i og med virkeligheden. Socialkunst opstod i 1960erne, hvor kunstnere skabte stedspecifikke værker 2 uden for gallerirummet som en kritik af kunstinstitutionerne og som en måde at agere i og med virkeligheden på.
Eksempler: Superflex: Biogas i Afrika, Yoko Uno: Wish Tree Roskilde
  
·      Interaktion: Websider, videospil, computerspil, podcastning sætter fokus på interaktivitet og brugerens rolle. Disse mediefænomener giver mulighed for brugerstyring. At være interaktiv er blevet udbredt i kulturen og dette fænomen er kunstnere også interesseret i. De stiller spg. til, hvad der er på spil, vores adfærd og forhold til hinanden. Interaktion kan også opstå gennem performance og happenings, hvor beskueren inviteres til at deltage.
      Eksempel: Umberto Eco – det åbne kunstværk. 


KUNSTENS EMNER
Samtidskunst er ofte idébaseret – konceptuel, dvs. den vægter indhold frem for form. I disse værker er tanken bag værket altså vigtigere end teknik og håndværksmæssige færdigheder. Samtidskunstnere beskæftiger sig ofte med hverdagslivet og individets livsbetingelser. Samfundsmæssige og politiske emner, som for eksempel krig, fattigdom og fordomme i samfundet tages op i kunsten. Men også de små og til tider private historier om almindelige menneskers hverdagsliv tematiseres.
Eksempler: Andreas Golder: Gekackt non est pictum, Peter Holst Henckel: World of Butterflies

ÆSTETIK
Ofte har vi en forventning om, at kunst skal være smukt - en forventning som samtidskunst ikke altid imødekommer. Samtidskunst er til tider anti-æstetisk, da indholdet ofte vægtes frem for det formelle udtryk. Samtidskunstnere fokuserer ikke blot på det smukke i verden, men også på tabuer eller den nøgterne og ærlige registrering af virkeligheden.
Eksempel: Superflex: Biogas i Afrika

VÆRKFORSTÅELSE
Mange samtidskunstværker lægger op til dialog og interaktion med beskueren. Mødet mellem værk og beskuer er ofte det centrale og ikke værket i sig selv. Værket åbner for en mangfoldighed af fortolkningsmuligheder alt afhængig af, hvem der møder værket, med hvilket blik og i hvilken sammenhæng. Dermed bryder samtidskunst med den autonome værkforståelse, dvs. med en forståelse af kunstværket som et afsluttet og lukket værk, der kun indeholder én sand betydning.
Derudover er samtidskunstværker ofte vanskelige at afgrænse, da det kan være svært at gennemskue, hvad der er værket, hvor det starter, og hvor det slutter. Superflex’ biogas anlæg er et godt eksempel. Hvad er værket? Er det dokumentationen af biogas via billeder mm. på museet eller er det selve beholderen i Afrika?
Eksempler: Superflex: Biogas i Afrika, Yoko Uno: Wish Tree Roskilde, Lisa Rosenmeier: The Perfect Life nr. 991

FORHOLDET MELLEM VÆRKET OG BESKUEREN
Den nye værkforståelse og de mange udtryksformer lægger op til forskellige tilgange til kunsten. Som sagt har samtidskunsten fokus på beskueren. Den beskæftiger sig med, hvad der sker med beskueren, når han/hun ser på kunsten, og hvordan beskueren fortolker kunstværket, dvs. hvad der sker med kunstværket, når nogen møder det. Nogle samtidskunstnere hævder, at et kunstværk først er i mødet med beskueren. På den måde fungerer kunstneren som en iscenesætter af situationer, der undersøger forholdet mellem kunstværk og beskuer.
Eksempler: Yoko Uno: Wish Tree Roskilde, Lisa Rosenmeier: The Perfect Life nr. 991

KUNSTNERROLLEN
Kunstnerrollen har også ændret sig. Der dannes flere og flere kunstnergrupper, som arbejder sammen om de enkelte værker, mens andre etablerer firmaer. Kunstnere arbejder i dag ikke kun i atelier, men har fået nye arbejdsformer, hvor de agerer som en slags antropologer, der undersøger forskellige forhold i verden. Eksempelvis samarbejder Yoko Ono med ing., ark. og andre håndværkere, når hun skaber et projekt som Imagine Peace Tower, som Wish Tree er en del af.
Eksempler: Yoko Uno: Wish Tree Roskilde, Superflex: Biogas i Afrika

1 Performance: En kunstnerisk aktivitet, der udføres foran et publikum som et teater. Men modsat teatret er det ofte ikke tekstbaseret. En af de mest omtalte performances i Danmark er Bjørn Nørgaards Hesteofringen i 1970 på Louisiana.
2 Stedsspecifik kunst er værker, der er skabt til et givent sted ofte i det offentlige rum. Kenneth Balfelts fixerum på vesterbro er et eksempel på stedsspecifik kunst.


BESKRIVELSE AF UDVALGTE SAMTIDSKUNSTVÆRKER:
Samtidskunsten giver som regel ikke konkrete svar, men stiller i stedet spørgsmål til vores måde at opfatte og opleve verden, men her følger forsøg på at forklare / beskrive nogle sådanne 1-8:






 







1. Anders Fogh Rasmussen på Marienborg 2004, Tine Harden (foto).
Genkendte du skyggen i spejlet?
Tine Hardens fotografi af Anders Fogh Rasmussen er et atypisk portræt, alene fordi vi ikke ser hans ansigtstræk direkte. I stedet optræder han som en silhuet i spejlet. Fotografiet er heller ikke et traditionelt fotografi af en statsminister, fordi det ikke virker neutralt. I stedet lægger portrættet op betragterens egen fortolkning af statsministeren, da hans skygge ligger i baggrunden i forhold til vasen og den omgivende ramme.
Tine Harden vandt med dette fotografi kategorien Portræt ved konkurrencen Årets Danske Pressefoto 2004. Dommerne nævnte som deres begrundelse bl.a., at det er en spændende og eksperimenterende måde at skabe et portræt på. Det giver beskueren lyst til at se nærmere efter og udforske billedet, der sidder i en naturlig ramme. Desuden ligner det utrolig godt, man er ikke i tvivl om, hvem det er, samtidig med at det er lidt følelsesforladt.















2. Gekackt non est pictum, Andreas Golder, 2006 (maleri)
At skide er ikke at male
En mand kæmper sig frem i strid modvind. Han er ved at gå i opløsning. Hans ansigt udviskes i fartstriber og fede malerklatter. En paraply, et øje, et hus, en bil og en masse blomster bliver blæst sidelæns ud af landskabet. Et landskab i klare kontrastfarver. Nederst i billedet tænker en lille snegl: ”Cacatum non est pictum” – ”at skide er ikke at male”. Et gammelt latinsk ordsprog som betyder: Det er ikke så let at male, som det er at udøve de naturlige funktioner.
Andreas Golder (f. 1979) blev født i Rusland i Sovjettiden.Golder lærte at male og tegne med stor grundighed og præcision, alt sammen i den af sovjetsystemet forskrevne realistiske stil. Abstraktion eller nonfigurativ kunst var helt ukendt. Efter Murens fald i 1989 flyttede Golder med sin familie til Vesttyskland, hvor han kom ind på Akademie der Künste i Berlin. På baggrund af hans opvækst i Sovjetunionen og hans møde med Vesten, har han markeret sig som en kunstner med et særligt blik på den kultur, som han er blevet del af. Selv har han sagt: ”That is where my paintings are, in the area between the realistic and the abstract, the physical and the metaphysical. My paintings are another way of telling a story or a view of the world.” (Golder, 2007)
 








3. Madonna with man – London / Madonna with man – Oslo 2005, Anne Katrine Dolven (installationsbilleder, Berlin 2006)
Hvad er en moderne madonna?

I videoinstallationen Madonna with Man, London - Madonna with man, Oslo udfordrer den norske kunstner Anne Katrine Dolven vores stereotype opfattelser af mande- og kvinderoller. I dette værk flytter Dolven det traditionelle kunsthistoriske motiv af Jomfru Maria, der holder sit barn, ind i en moderne forretningsverden.
Videoinstallationen Madonna with man – London/Madonna with man – Oslo (2005) indgår i en række af Madonna with man værker påbegyndt i 2005.
Værket er en dobbeltprojektion ophængt midt i rummet. I sin udtryksform ligger værket tæt op af maleriet, da det umiddelbart opleves som handlingsløst og statisk, hvilket forstærkes igennem fraværet af lyd. Det store panoramavindue ud til verden - et typisk træk i genren af renæssance malerier – får blikket til at vandre videre til bjergene i baggrunden i oslofilmen og til bygninger overfor i londonfilmen. Kontorstillebenet i londonfilmen, hvor der på skrivebordet ses en Buddha og en pære, bliver stoppet af et surrealistisk element i form af et akvarium med fisk. Madonnaerne fremstår som magtfulde ledere, der har indtaget mandens traditionelle rolle i toppositioner inden for forretningsverdenen. Manden, som hviler hovedet i forretningskvindens skød, virker derimod sårbar og skrøbelig. Dolven anvender ikke skuespillere i sine værker, men lader derimod sine ”madonnaer” performe af rigtige forretningskvinder. Kvinder som til dagligt besidder magtfulde stillinger på arbejdsmarkedet.

Den norske kunstner Anne Katrine Dolven (f. 1953) arbejder med fotografi, maleri, video og installationer. Dolven har formået at skabe sit eget unikke kunstneriske udtryk på basis af vidt forskellige kunsthistoriske genrer – blandt andet igennem sin brug af billeder, der balancerer mellem video og maleri. Hun arbejder ofte med video ud fra en malerisk synsvinkel. I hendes malerier synes hun at have et fotografisk øje, hvor lys, skygge og subtile farvevariationer spiller en stor rolle. Selve penselstrøget er fraværende i det endelige udtryk.





4. Wish Tree og Imagine Peace Tower, Yoko Ono (tv.: Yoko Ono ved Wish Tree, i midten: Wish Tree Roskilde 2007, th.: Imagine Peace Tower)
Make a wish!
Wish Tree er et interaktivt værk af Yoko Ono, der handler om ønsker, håb og længsler. Ono inviterer dig til at ønske noget – det kan være alt fra fred på jord, en kæreste, til et godt helbred.
Wish Tree Roskilde 2007 blev vist på Museet for Samtidskunst i Roskilde i 2007. Værket har tidligere været vist på en del nyere udstillinger, blandt andet Venedig Biennalen 2003. Værket består af et oliventræ og en masse små papirlapper, man kan skrive ønsker på. Da værket blev vist på Museet for Samtidskunst, skrev beskuerne deres ønsker ned på et stykke papir, foldede det og bandt det til en gren på træet. Ved udstillingens slutning blev alle ønskerne samlet og føjet til alle de andre ønsker fra Wish Tree-projeker verden over. Disse ønsker er nu en del af Onos Imagine Peace Tower, et tyve meter højt ”fredstårn”, der blev indviet i oktober måned 2007 i Reykjavik, Island.
Yoko Ono er født i Tokyo, 1933. Under betydningsfulde perioder i 1950’erne og 1960’erne boede og arbejdede hun i New York, Tokyo og London og slog sig ned i New York med sin mand John Lennon i 1971. Yoko Ono er anerkendt som en af pionererne inden for konceptkunsten med arbejder fra 1960 til 1962. Disse værker - In Sound and In Structure og Instructions for Paintings - er baseret på ideen om anvisninger og deltagelse. Disse idéer samt hendes ”licens” concept og performancestrukturer havde en stærk indflydelse på dannelsen af FLUXUS i 1961. I samme periode dannede Yoko Onos event - og lydværker grundlaget for den nuværende udvikling inden for musik og performance.













5. Sous Tension, Mona Hatoum, 1999 (installation)
Under spænding

I et mørkt rum bag et hegn af stålwire står et tungt træbord med gamle køkkenredskaber. De er forbundet med strøm, som sender uhyggelige lyde af elektrisk spænding gennem luften og lyser redskaberne op på skift.
Kunstneren Mona Hatoum har sat strøm til nostalgiens køkken, minderne om et køkken fra en fjern fortid, måske hendes barndoms. Det, vi normalt husker som noget hyggeligt og hjemligt, bliver forvandlet til noget farligt og skræmmende. De relativt ufarlige køkkenredskaber er blevet strømførende og samtidigt nærmest levende, som om de er kravlet ned fra bordet.

Mona Hatoum har palæstinensiske rødder. Hun er opvokset i en flygtningelejr i Libanon. Da hun i sin ungdom var på rejse i London, udbrød en borgerkrig i Libanon, som gjorde, at hun ikke vendte tilbage til mellemøsten, men blev i England og uddannede sig til kunstner. Hendes værker kredser måske derfor omkring temaer som eksil, nostalgi, farer og hjemløshed.














6. Biogas i Afrika, Superflex, 1997 (installation)
En kæmpe orange ballon producerer elektricitet i Tanzania, og langt derfra på ARKEN i Ishøj er der endnu en orange ballon. Den producerer ikke elektricitet, men skaber diskussioner om, hvad kunst er og kan. Den orange ballon er skabt af den danske kunstnergruppe Superflex.
På ARKEN er ballonen en del af en større installation, der dokumenterer biogas i Afrika gennem tegneserier, fotografier og videoer. I en landsby i Tanzania omdanner den orange ballon biologisk affald fra mennesker og dyr til gas, så landsbyen skaber sin egen varme og lys.

Superflex er en kunstnergruppe, der består af tre kunstnere, der altid arbejder sammen og bruger fælles firmanavn. Superflex er et firma, der skaber redskaber, der kan ændre verden. Eksempelvis er Biogas i Afrika et seriøst forslag til en konkret forbedring af hverdagen i en landsby i Tanzania og et kunstværk, som kan få os til at tænke over forholdet mellem rige og fattige lande.



















7. Les Rois du Pop (Poppens Konger) 1973, Malick Sidibé (foto)
Konger eller ej?
På Malick Sidibés fotografi poserer en flok unge selvbevidste malinesere med et skilt i hånden, der angiver, at de er Poppens Konger. Gruppeportrættet fanger drengenes stolthed, selvom de ikke umiddelbart ligner popstjerner med deres slidte tøj og plastiksandaler. Som vestlig betragter sidder man tilbage med en fornemmelse af, at de her drenge måske alligevel var stjerner i Mali i 1973.
Les Rois du Pop er et af Sidibés mange portrætter af de malinesere, der igennem de sidste 50 år har besøgt hans fotostudie. Folk er kommet for at få et repræsentativt portræt til at hænge op på væggen derhjemme eller til at give væk som gave. På trods af situationens alvor skildres de portrætterede med et strejf af humor - Sidibé er solidarisk med sine kunder, men samtidig tager han dem heller ikke alt for alvorligt.













8. Sa dernière alliée (Hans sidste allierede) 1940, Marinus Jacob Kjeldgaard (fotomontage).
Et forvarsel om krigens gang.
Fotomontagen: Sa dernière alliée blev bragt på forsiden af den venstreorientede franske ugeavis Marianne den 21. februar 1940. På det tidspunkt stod Hitler og Nazityskland stærkt i forhold til resten af Europa, og der var ikke meget, der tydede på, at døden netop ville blive Hitlers sidste allierede. Men Marinus var forudseende og udformede fotomontagen, så den kom til at stå som en profeti om Hitlers skæbne.
Montagen er sammensat af 5 billeder med udgangspunkt i Vasilij Veresjtjagins maleri, Krigens apoteose (1871). Maleriet er blevet beskåret, spejlvendt, og der er tilføjet et skovbryn i højre side. Herpå er der lagt et billede af Manden med Leen. Endelig er der lagt en modeloptagelse af en såret person ind, hvorpå Hitlers hoved er blevet placeret.
Symbolikken i billedet er tydelig: Hitler ligger såret på en bunke kranier, mens Døden er dukket op i skovbrynet. Selvom han værger for sig, virker Hitlers skæbne uundgåelig. Hans hoved har allerede placeret sig fint i den bunke kranier, som han selv har været med til at skabe.
Marinus placerede sig med sine satiriske og politiske fotomontager i kølvandet på den dadaistiske fotomontage. Men i modsætning til dadaisterne, der understregede fotomontagens sammensatte præg, ville Marinus have sine fotomontager til at ligne rigtige fotografier.
Når Marinus havde en aktuel politisk begivenhed, han ville skildre, fandt han et egnet motiv som udgangspunkt og søgte så i sine arkiver efter passende billeder af de involverede politikere. Ofte brugte Marinus kendte kunstværker som forlæg til at konstruere sin montage efter, nogle gange også filmbilleder, og det var vigtigt at finde de portrætter, der passede bedst til det udvalgte motiv med hensyn til perspektiv og ansigtsudtryk. Han arrangerede også fotooptagelser med modeller, som han placerede, så det passede med, at han kunne anbringe politikerens hoved på deres krop i selve montagen. Til sidst fandt han det øvrige billedmateriale, han skulle bruge, frem fra sine arkiver.

Derefter kunne Marinus gå i gang med at klippe og klistre selve montagen. Kroppe, hoveder og de øvrige elementer blev skåret ganske fint ud og limet fast på grundbilledet. Derefter blev hele billedet gået over med en retouche pensel og gouachefarve. Marinus malede skygger på elementerne i billedet, så det så ud, som om de blev belyst af den samme lyskilde, og alle overgange blev gjort usynlige. Til sidst malede Marinus af og til en hvid kant på billedet, så det virkelig lignede et fotografi.
Marinus Jacob Kjeldgaard (1884 – 1964), dansk fotograf og billedkunstner kendt under kunstnernavnet Marinus. Flyttede til Paris 1909, arbejdede som journalist og specialiserede sig senere i den fotografiske montage. Arbejdede især med fotomontagen som politisk karikatur og producerede fra 1932 til 1940 mere end 250 montager til den franske ugeavis Marianne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar